VEDTÆGTER FOR SKENSVED IDRÆTSFORENING

Hent vedtægter som pdf

Stiftet 25. oktober 1972

§1 Foreningens navn

Foreningens navn er: Skensved Idrætsforening.
Dens hjemsted er Køge Kommune.

§2. Foreningens formål.
Foreningens formål er at styrke og fremme interessen for aktiv idrætsudøvelse.

§3. Medlemsskab
Stk.1.
Medlemsskab er opnået, når kontingent er betalt.
Stk. 2. Passivt medlemskab kan opnås i såvel hovedforeningen som i de enkelte afdelinger.
Stk. 3. Ethvert medlem er pligtig til at gøre sig bekendt med foreningens vedtægter samt udvise almen god opførsel.
Stk. 4. Æresmedlemmer kan på hovedbestyrelsens forslag vælges af hovedgeneralforsamlingen. Hovedbestyrelsen opstiller selv kriterierne herfor. Beslutning herom kræver samme majoritet som er foreskrevet til ændring af foreningens vedtægter, jfr. § 20 stk.2.

§4. Udelukkelse.
Stk. 1. Afgørelser af disciplinær art, truffet af afdelingsbestyrelse eller afdelingsgeneralforsamling, kan kræves behandlet på førstkommende hovedbestyrelsesmøde. Hovedbestyrelsens beslutning kan ankes til førstkommende hovedgeneralforsamling, hvis afgørelse er endelig.
Stk.2. Kontingentrestance udover 8 dage kan medføre udelukkelse fra foreningens aktiviteter.

§5. Foreningens struktur.
Foreningen består af en hovedforening, som er delt op i økonomisk selvstændige afdelinger.
Stk. 5.a. Foreningen består af: Hovedforening som er delt op i økonomisk selvstændige afdelinger.

§5 B. Foreningens ledelse består af:
Hovedgeneralforsamling
Hovedbestyrelse
Forretningsudvalg
Afdelingsbestyrelse

§6. Oprettelse og nedlæggelse af afdelinger.
Stk.1. Beslutning om oprettelse og nedlæggelse af afdelinger træffes af hovedgeneralforsamlingen.
Stk.2. En afdeling består af de medlemmer, som dyrker samme eller nært beslægtede idrætsgrene.
Stk. 3. Opstår interesse for andre idrætsgrene end de, der naturligt falder ind under allerede oprettede afdelinger, varetages de pågældende interesser af hovedbestyrelsen indtil en ny afdeling kan oprettes.
Stk. 4. Afdelinger under opløsning administreres af hovedbestyrelse og afdelingens aktiver og passiver tilfalder hovedforeningen.

§7. Foreningens daglige ledelse.
Hovedforeningens daglige ledelse varetages med ansvar overfor den samlede Hovedbestyrelse af et forretningsudvalg som består af:
Foreningens formand
Hovedkasserer
Sekretær
Afdelingsformændene, eller afdelingsrepræsentanter for disse, mødes med forretningsudvalget i januar, marts og september måned, eller når formanden eller et flertal af afdelingsformænd ønsker det.

§8 En afdelings daglige ledelse.
Stk.1. En afdelings daglige ledelse varetages af afdelingsbestyrelsen.
Stk. 2. Afdelingsbestyrelsen består af: Formand, kasserer samt mindst et afdelingsmedlem.

§9. Generalforsamlinger (ordinære)
Stk. 1. Foreningens højeste myndighed er hovedgeneralforsamlingen.
Stk.2. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt i såvel hovedforening som i afdelingerne.
Stk.3. Tidspunkt for afdelingsgeneralforsamling bestemmes af bestyrelse, idet det dog tilstræbes. at den holdes i februar måned.
Stk.4. Hovedgeneralforsamling afholdes i marts måned.
Stk.5. Dagsorden for ordinær generalforsamling i hovedforening:
a.     Valg af stemmetællere.
b.     Valg af dirigent.
c.     Formandens beretning til godkendelse.
d.     Fremlæggelse af regnskaber/årsrapporter for det forløbne år samt budget for det kommende år til godkendelse.
e.     Indkomne forslag.
f.     Valg.
g.     Eventuelt.

Stk. 6. Dagsorden for ordinær afdelingsgeneralforsamling:
a.     Valg af stemmetællere.
b.     Valg af dirigent.
c.     Formandens beretning til godkendelse.
d.     Fremlæggelse af regnskaber/årsrapporter for det forløbne år samt budget for det kommende år til godkendelse.
e.     Indkomne forslag.
f.     Valg.
g.     Eventuelt.

Stk. 7. Ordinær generalforsamling i hovedforening og afdelinger indkaldes med mindst 12 dages varsel ved annoncering.
Stk.8. Forslag, der ønskes behandlet på en generalforsamling, må indsendes skriftligt til formanden senest 7 dage før generalforsamlingens afholdelse.
Forslagene samt regnskab og budget skal opslås i klubhuset og af formanden forelægges for bestyrelsen senest 3 dage før generalforsamlingens afholdelse.

§10. Generalforsamlinger(ekstraordinære)
Stk. 1. Ekstraordinære generalforsamlinger skal afholdes i såvel hovedforening som i afdelingerne, når formanden eller mindst halvdelen af bestyrelsen skønner det nødvendigt, eller når en tredjedel af stemmeberettigede medlemmer fremsætter skriftlig begæring derom med angivelse af forhandlingsemner til bestyrelsen.
Stk.2. Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes med mindst 5 dages varsel og senest 3 uger efter, at den er krævet. Indkaldelsen skal angive dagsorden og skal ske på samme måde som angivet under ordinær generalforsamling.

§11. Adgangsberettigede og stemmeberettigede ved generalforsamlinger.
Stk.1. Adgangsberettigede ved såvel hovedgeneralforsamling som ved afdelingsgeneralforsamlinger er alle aktive medlemmer, der er fyldt 16 år, forældre der kan fremvise deres barns (børns) gyldige medlemsskab samt alle passive medlemmer.
Stk. 2. Stemmeberettiget ved hovedgeneralforsamling er alle aktive medlemmer, der er fyldt 16 år, samt passive medlemmer, der har sæde i en af foreningens bestyrelser.
Stk. 3. Stemmeberettiget ved afdelingsgeneralforsamlinger er alle aktive medlemmer af den respektive afdeling, som er fyldt 16 år, samt alle passive medlemmer, der har sæde i den pågældende afdelingsbestyrelse.
Stk.4. Medlemmer af hovedbestyrelsen er adgangsberettigede ved afdelingsgeneralforsamlinger.
Stk. 5. Kontingentrestance ud over 8 dage medfører tab af stemmeret på en generalforsamling.
Stk. 6. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

§12. Valgperiode.
Stk.1. Alle valgbare personer skal være fyldt 16 år, dog skal formand og kasserer være fyldt 18 år. Alle aktive samt passive medlemmer af Skensved Idrætsforening er valgbare.
Stk.2. Alle valg gælder for 2 år i såvel hovedbestyrelsen som i afdelingsbestyrelserne. Genvalg kan finde sted.
Stk.3. Afgang i hovedbestyrelsen: Det tilstræbes, at formand og kasserer er på valg skiftevis.
Stk. 4. Afgang i afdelingsbestyrelserne: Det tilstræbes, at formand og halvdelen af øvrige bestyrelsesmedlemmer er på valg skiftevis med kassereren og den anden halvdel af bestyrelsesmedlemmerne.
Stk.5. Til afdelingsbestyrelser vælges 2 bestyrelsessuppleanter, der hvert år er på valg.
Stk.6. Hovedgeneralforsamlingen vælger 2 revisorer samt 1 revisorsuppleant.
Revisorer er på valg skiftevis.
revisorsuppleant er på valg hvert år.
revisor/-suppleant behøver ikke være medlem af Skensved Idrætsforening.
Stk. 7. En person kan kun sidde i én afdelingsbestyrelse.

§13. Valg.
Stk.1. Valg foregår skriftligt, medmindre kun én kandidat er foreslået.
Stk.2. Alle valg afgøres ved simpelt flertal.
Stk.3. Hovedbestyrelsens formand, kasserer og sekretær vælges ved særlig afstemning.

§14. Hoved- og afdelingsbestyrelsernes forretningsorden.
Stk. 1.
Bestyrelserne fastsætter selv deres forretningsorden under iagttagelse af det i denne paragraf anførte. Afdelingsbestyrelserne konstituerer sig på et bestyrelsesmøde inden 14 dage efter generalforsamlingen.
Stk. 2. Der føres protokol over de afholdte bestyrelsesmøder.
Stk. 3. Formanden bestemmer når bestyrelsesmøde skal afholdes. Møde skal dog afholdes, når mindst 2 af bestyrelsesmedlemmerne skriftligt fremsætter krav derom, og da senest 8 dage efter at kravet er modtaget.
Stk. 4. Bestyrelsernes beslutninger afgøres ved simpelt flertal. Står stemmerne lige, er formandens stemme afgørende.
Stk.5. Hovedbestyrelse såvel som afdelingsbestyrelse er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsen er tilstede.
Stk.6. Hvis en afdelingsformand er valgt ind i hovedbestyrelsen som formand, kasserer eller sekretær, skal vedkommende lade sig repræsentere ved et afdelingsbestyrelsesmedlem.

§15. Hovedbestyrelsens arbejdsområde.
Stk.1. Hovedbestyrelsen repræsenterer foreningen overfor offentlige myndigheder og idrætsorganisationer.
Stk.2. Hovedbestyrelsen koordinerer afdelingerne virksomhed for så vidt angår lokaler, baner, fælles materiel, større arrangementer og andet af fælles interesse.
Stk. 3. Hovedforeningen kan yde tilskud til afdelingerne efter det værende behov.

§16. Afdelingsbestyrelsernes arbejdsområde.
Stk.1. Afdelingsbestyrelserne repræsenterer foreningen overfor de foreninger og afdelinger af idrætsorganisationer, hvormed afdelingerne er beslægtede.
Stk.2. Afdelingsbestyrelserne koordinerer virksomheden inden for afdelingerne.

§17. Regnskabsår.
Stk.1. Regnskabsåret går fra 1. januar til 31. december.
Stk.2. Kassereren i både hovedforening og i afdelingerne forestår kasse- og regnskabsvirksomheden.
Stk.3. Ikke rutinemæssige udgifter skal godkendes af formanden, dette gælder i både hovedforening og i afdelingerne. Foreningen tegnes af formanden, respektive afdelingsformanden.
Stk.4. Afdelingernes kasserer fører regnskab efter hovedbestyrelsens anvisning.
Stk. 4a. Bestyrelsen skal hvert kvartal gennemgå regnskabet, herunder kasseeftersyn. Kontoudtog fra afdelingernes konti skal tillige tilgå formanden.
Stk. 5. De 2 revisorer reviderer såvel foreningens som afdelingernes regnskaber.
Stk. 6. Regnskaberne skal være reviderede og forsynet med revisorernes og kassererens underskrifter inden de fremlægges på hovedgeneralforsamlingen. Afdelingsregnskaber forelægges afdelingsbestyrelsen senest 3 dage før revisionen.
Stk.7. Afdelingsregnskaber tilstræbes at være gennemgået og påtegnet af hovedkassereren inden afdelingsgeneralforsamlingen.

§18. Kontingent.
Kontingentet fastsættes af afdelingsbestyrelsen.

§19. Medlemskab af organisationer.
Skensved Idrætsforening er medlem af Dansk Idræts Forbund og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, Midt- og Vestsjælland.

§20. Vedtægtsændringer.
Stk. 1. Beslutninger om vedtægtsændringer tages af hovedgeneralforsamlingen.
Stk.2. Et forslag træder i kraft, når mindst ⅔ af de fremmødte stemmeberettigede på en hovedgeneralforsamling stemmer for forslaget.

§21. Foreningens opløsning.
Stk.1. Foreningens opløsning kan kun finde sted, hvis den vedtages på 2 på hinanden følgende hovedgeneralforsamlinger med en majoritet på ⅔ af de fremmødte medlemmer.
Stk.2. I tilfælde af sammenslutning med andre idrætsforeninger tilfalder foreningens midler den nydannede forening.
Stk.3. I tilfælde af foreningens opløsning tilfalder dens midler en til formålet oprettet fond til gavn for idrætslivet i Ll. Skensved.

Ovenstående reviderede vedtægter for Skensved Idrætsforening er vedtaget på hovedgeneralforsamling den 11. marts 2019.