Forside »
Seneste Nyheder

Copenhagen Veterans Open 2017

Fra Copenhagen Veterans Open i Amager BTKs lokaler i Løjtegårdshallen i weekenden 8.-9.-10. september har Brian Ganzhorn rapporteret:

Skensved IF deltog denne gang med hele fem spillere, Erling Nielsen, Christer Bertilsson, Roald Ganzhorn, Dennis Oreskov og Brian Ganzhorn. Her kommer lidt udvalgte resultater:

Erling gjorde rent bord i 70+ rækken ved at vinde både single (finalesejr 3-1 over Sandmark, Sverige), double 70+ med sin faste makker Finn Nielsen, Slagelse samt den mest prestigefyldte række, nemlig mix sammen med Kari Solveig Gjengedal, Norge, stærkt gået!

I landshold/klubhold (team competition) gik Roald og Christer videre fra puljen, men taber første cupkamp derefter. Dennis og Brian var tæt på at gå videre fra deres pulje, men marginaler og en skade til Dennis (udover ryggen som ikke havde det alt for godt) allerede i første kamp (han prøvede at flytte et helt bord ved at sparke til det i forsøget på at redde en kort bold, så det så ud som om han havde limet en bordtennisbold fast på venstre ankel) gjorde, at han ikke kunne serve sin berømte økseserv… Men stor cadeau til Dennis, som holdt sig på benene (eller resterne af dem) hele weekenden. Kun to nederlag i fem doubler i holdturneringen, og selvfølgelig spillede vi Consolation, som vi altid gør og det endte (for Gud ved hvilken gang) selvfølgelig med sejr! Semifinalen mod det frygtindgydende tyske hold (og gode venner) Christian Klas og Tobias Haase (Dr. Hartmut Kuhn) blev vundet 3-2 efter en spændende dyst, Brian vinder 3-2 (efter 2-0) over Christian, Dennis taber 3-1 til Hartmut, doublen tabes 2-3, 1-2 før de sidste to kampe, Brian vinder 3-2 over Hartmut (13-11 i femte!) og Dennis slår Christian til samlet sejr 3-2, spændende. Finalen mod Jan og Terje, begge fra Norge blev en gentagelse fra puljen med sejr til Skensved-parret på 3-1, Dennis slår Jan i første kamp, Brian taber til Terje (vandt over ham i første holdkamp), så der var lidt spænding på inden doublen, som vi dog vinder til føring 2-1, Brian slår Jan 3-0 i første kamp efter doublen og dermed sejr 3-1, The Consolation Kings Of Copenhagen Veterans Open has struck again! Ingen over, ingen under os! Title well deserved!

I singleturneringen 40+/50+ gik Brian videre fra puljen med yderste marginal, taber klart 3-0 til Lasse Kessler, Tølløse i en uskøn kamp, slår derefter Per Kammer 3-0 i den næste og skal i sidste kamp møde Hartmut, Tyskland, det blev noget af en gyser, alle fem sæt i kampen blev vundet med to bolde, var således nede med tre matchbolde i femte, 7-10, kommer tilbage og fører 11-10, bagud igen 11-12 hvor stævnets nok bedste bold bliver spillet, Hartmut har hele syv høje bolde med forhåndssmash mod mit ballonforsvar, den næstsidste rammer rent på kanten af mit bat og kommer på forunderlig vis over nettet, men helt uden fart eller skru, Hartmut får ikke fart nok i det næste smash som returneres med en rundskæv (under bordet, han så det ikke) og så brænder han den sidste, jeg napper derefter sættet med 14-12 og går videre i stedet for Hartmut. Kvartfinale søndag morgen (efter en helt fantastisk fest) mod Michael Rigmond (så godt du sneg dig hjem langs husmuren allerede 21.30, wtf?), desværre for kampen blev den spillet ved indgangsdøren til hallen hvor døren gik op og i hele tiden til stor irritation, er helt væk de første to sæt men kommer alligevel tilbage og vinder de næste to sæt trods nede med flere matchbolde i fjerde (8-10), hiver med nød og næppe sættet med 16-14, i femte, ryger der lige en 7-4 føring over bord, øv øv øv, skidt, det var en af de dage hvor jeg havde chancen… Fortjent sejr til Michael som holdt hovedet koldt til sidst.

I double 60+ spillede Christer sammen med Steen Erik Nielsen, Frederiksværk (de to spillede også sammen til EM2017 for veteraner i Helsingborg) og parret nåede helt frem til finalen som dog blev tabt, men flot gået at vinde sølv i en stærkt besat turnering!

Har gemt det bedste til sidst: I mixdouble 40+/50+ spillede Brian sammen med Pia Toelhøj, Hillerød og det så ikke alt for godt ud efter første kamp i puljen, som blev tabt med 3-1 til stærkt spillende Jette Vieg/Preben Larsen. Det betød at den næste kamp mod Karina Lundorff, Amager og Michael, Sverige skulle vindes (og helst med 3-0, kun tre hold i puljen), da Karina og Michael havde vundet 3-1 over Preben og Jette. Vi lægger så lige hårdt ud med at tabe første sæt og så så det for alvor sort ud. Vi vinder dog de næste tre og dermed sejr 3-1, men da alle hold har vundet indbyrdes 3-1 mod hinanden, skal der tælles bolde, woops, ikke godt… Pia og Jette går til dommerbordet og kommer så hen til mig med dystre miner og siger følgende: Du er en dyr herre, én bold, én bold! Hov hov, havde lige baldret syv vidunderslag ind i træk til føring 10-2 i fjerde sæt i sidste kamp, men brændt de fire næste, de griner så begge og siger at vi var én bold fra at blive 1´er i puljen og meget få fra at ryge ud, pyha… Jeg synes ikke det var sjovt…

Kvartfinale mod Sonnie Vingaard, Holland DK og Lars Sørensen, Tølløse (bagmesteren): Taber første sæt men vinder andet – og tredje (11-0 æg!), taber fjerde, men kører den sikkert hjem i femte med 11-4, semifinale mod Pia Hansen, Helsingør og Lasse Kessler, Tølløse, spændende og velspillet kamp som vi lige fik trukket hjem 3-2, hermed finaleklar! Her havde Der Alte (Roald) lagt taktikken og den blev fulgt til punkt og prikke mod Preben og Jette som vi havde tabt til i puljen, godt spil og finalesejr 3-1 i den mest prestigefyldte række til Pia og Brian, som aldrig havde spillet mix sammen før denne weekend!

Brian Ganzhorn

Spillende rapporter, Skensved Bordtennisafdeling

Brian Ganzhorn/Pia Toelhøj, Skensved/Hillerød efter finalesejren i mixdouble 40+/50+

Asztal tennis i Magyarorszag!

I magyarernes land hedder bordtennis Asztal tennis og ja, Magyarorszag hedder på dansk Ungarn, og Ungarn har igennem årene fostret flere store bordtennisspillere.

Nu har denne signatur jævnligt været i Ungarn siden 1988 og ofte set udendørs bordtennisborde stå i haver, ved feriecentre o.lign, men aldrig haft lejlighed til at spille bordtennis, når jeg nu alligevel var i Ungarn.

Men i min by, Bogács, hvor jeg er kommet siden 1988 og har et lille hus, har jeg endelig fundet nogle som spiller bordtennis. Spurgte en af mine gode veninder i byen, Erzébeth, lærer på byens skole, og hun kunne fortælle, at der faktisk stod tre bordtennisborde i skolens gymnastiksal, og hun mente, at de faktisk blev brugt. Men af hvem? Det vidste hun ikke.

Men det viste sig at være 3-4 herrer, som en gang ugentligt tog op på skolen og fandt battet frem. Med Erzébeth som mellemkvinde tog jeg op på skolen, og mødte de andre. Miklos, Emil, Joszef og så en lokal roma, som jeg ikke husker navnet på. Han var med én gang. Nu bruger jeg betegnelsen roma, da ordet sigøjner er nedladende!!

Miklos taler lidt tysk, Joszef ungarsk og Emil flydende engelsk, da han var boet en del år i Australien, efter at være flygtet fra Ungarn under kommunismen. Nu er han vendt tilbage til sit fødeland, efter han som 60-årig forlod arbejdsmarkedet i Australien. Et sjovt trekløver, og vi har nu spillet sammen nogle gange, og det er super dejligt at holde formen ved lige, når man alligevel er på ferie i Ungarn. I august var der dømt træning to gange i nabobyen, Mezökövesd, da skolen i Biogács var sommerlukket. Og som bekendt kan der være satans varmt i Ungarn, og det kræver en del vand at træne to timer uafbrudt indendørs i et lokale uden aircondition, mens termometret sniger sig op 36 grader udenfor.

Og hvordan spiller de så? Gode rutinerede spillere – og så vænner man sig til, at de fortsat spiller til 21 i hvert sæt, og ved 10 i et sæt tæller de på en anden måde, men det lærer man og så spiller man stadig med de gamle celluloid bolde.

Nu er vi på landet – ca. 140 km nordøst for Budapest og 18 km fra den gamle smukke, atmosfærefyldte barok-by, Eger, som var under tyrkisk overherredømme indtil 1682, og byen rummer fortsat en minaret, om end den ikke bruges.

Og det giver jo en helt andet dimension at opholde sig i Bogács, når man pludselig får nye kontakter i den lille by på 2.500 indbyggere. Kontakter som er skabt via verdens hurtigste sport. Miklos, Emil og Joszef, synes det er sjovt at spille mod en fra Danmark, og vi får alle et indblik i hinandens dagligdag og verden.

Så udover at se frem til at skulle ”hjem” til Bogács, ser jeg nu også frem til hver gang at skulle spille bordtennis i Ungarn.

Thomas Ensbye, Bordtennis, Skensved IF

Thomas Ensbye (yderst til venstre) med tre af serie 3-holdkammeraterne ved Bordtennistræning i Skensved IF

Skensved Badminton – Vigtige datoer.

Skensved Badminton, Sæson 2017/2018

Her har du nogle vigtige datoer for denne sæson.

Julehygge, torsdag d. 14. december 2017.

Generalforsamling, mandag d. 19. februar 2018, kl. 19.00 i Skensvedhallens bestyrelseslokale.

Ungdomsmesterskab 2018, søndag d. 25. marts 2018.

Senior klubmesterskab og afslutningsfest, lørdag d. 14. april 2018.

Hold øje med opslagstavlen, her kommer div. informationer op og hænge.

Mvh.
Bestyrelsen

 

EM-sølv til Erling Nielsen fra Skensved IF

I herredouble ved EM i veteranbordtennis i Helsingborg.

Erling Nielsen fra Skensved IF og hans makker, Niels Ramberg fra Virum BTK vandt lørdag den 1. juli sølvmedalje i double 70 år ved veteranbordtennis EM i Helsingborg i Sverige.

Finalen blev tabt til Milos Matejicek/Karel Sekanina, Tjekkiet med 1-3 (sætcifre: 11/8, 4/11, 9/11, 7/11). Forinden var de regerende verdensmestre Roland Stephan/Rene Theillout, Tyskland blevet besejret overbevisende med 3-0 (sætcifre: 11/5, 12/10, 11/5).

I single nåede Erling Nielsen til 1/16-delsfinalen, hvor det blev til et knebent 2/3 nederlag til Dr. Neubauer, Tyskland efter føring på 8-5 i afgørende sæt. Sættet blev tabt med 9/11.

Skensved IF havde i alt tre spillere med ved veteran europamesterskaberne 2017 i bordtennis. Udover Erling Nielsen i 70 års-rækken, kvalificerede Brian Ganzhorn i 40 årsrækken sig til hovedturneringen i både single og double – med Stephen Horsfield, England, ganske flot. Roald Ganzhorn i 65 årsrækken blev treer i det indledende puljespil i både single og double-med Leslie Eadie, England, og spillede consolation, men nåede ikke nogen medaljeplads.

Fra præmieoverrækkelsen i herre veterandouble 70 år ved EM i veteranbordtennis 26. juni – 1. juli 2017 i Helsingborg. Erling Nielsen har netop modtaget sin sølvmedalje, mens doublemakker Niels Ramberg og de nye europamestre Milos Matejicek/Karel Sekanina, Tjekkiet ser til.

 

EM-sølvvinder Erling Nielsen, Skensved IF Bordtennis i aktion ved EM i Helsingborg.

 

ØBTUs stævner/turneringer 2016/2017

Ungdom

Fem af afdelingens ungdomsspillere (Asmus Onsvig, Robert Bøje, Tobias Risvig, Mathias Pedersen og Anton Steinmüller) har i denne sæson deltaget i ØBTUs Pointstævner (seks i alt). Drengene ydede en god indsats og vandt i alt to præmier; det blev til en førsteplads (Asmus Onsvig, den 3/12 2016 i Ejbyhallen) og en andenplads (Tobias Risvig den 18/3 2017 i Skensvedhallen) i B-rækken og efterfølgende oprykning til den stærke A-række.

Fra Pointstævnet i Skensvedhallen den 18/3 2017: Fra venstre seniorspiller og stævnehjælper Martin Hermansen og Skensved ungdomsspillerne Mathias Pedersen, Asmus Onsvig, Tobias Risvig og Anton Skovbo Steinmüller.

 

Flot Skensved-placering på DBTUs ratingliste

For alle bordtennisspillere i Danmark, der spiller med i DBTUs turneringer (herunder ØBTUs turneringer), er der tegnet licens og alle deres kampe registreres og spillerne bliver løbende indplaceret på DBTUs ratingliste. Skensved IF Bordtennis har i den forløbne sæson 2016/2017 26 spillere på listen, 21 seniorer og 5 ungdomsspillere. Bedst placeret (efter de sidste holdkampe og stævner pr.23/04-2017) er førsteholdsspillerne med Anders Jensen som den højest rangerede Skensved-spiller som nr. 279 i Danmark; Ronnie Teining nr. 281. Til sammenligning kan nævnes, at nr. 1 og 2 på DBTU rating-listen er Yujia Zhai og Michael Maze fra Roskildes elitedivisionshold.

Anders Jensen, nummer 1 i Skensved IF Bordtennis og nummer 279 i Danmark (DBTUs ratingliste).

ØBTUs holdturnering 2016/2017

Seniorer

Skensved IF Bordtennisafdeling havde tre hold med i ØBTUs holdturnering 2016/2017: ét hold i østdanmarksserien, ét hold i serie 2 og ét hold i serie 3.

Holdet i Østdanmarksserien fik en slutplacering som nr. 9 ud af ti hold og spiller måske i serie 1 i næste sæson. Spillerne på Skensveds hold har været: Ronnie Teining, Anders Jensen, Jacob Kofoed, Brian Ganzhorn og Erling Nielsen.

Holdet i serie 2 fik en slutplacering som nr. 7 ud af ti hold og spiller også i næste sæson i serie 2. Spillerne på Skensveds hold har været: Jørn Mogensen, Dennis Oreskov, Danny Larsen, Jess Riis Jensen, Gunde Jensen, Roald Ganzhorn og Jimmy Petursson.

Holdet i serie 3 fik en slutplacering som nr. 6 ud af otte hold og spiller også i næste sæson i serie 3. Holdene i denne række var jævnbyrdige og trods det, at Skensved sluttede på en 6. plads, var det Skensved, der i sidste runde afgjorde oprykningen, idet Trelleborg 1, der med en sejr over Skensved ville blive vinder af rækken og rykke op, blev besejret 6-4 af Skensved. Holdkaptajn Thomas Ensbye blev nr. 10 på rækkens Top 10 liste; og den eneste Skensvedspiller i denne sæson, der nåede en Top 10 slutplacering. Spillerne på Skensveds hold har været: Udover Thomas Ensbye, Michael Ringner, Martin Hermansen, Lars Ø Hansen og i nogle kampe Jimmy Petursson og Harry Laursen.

Serie 3-holdet, der i sæson 2016/2017 ´s sidste kamp ”sensationelt” med en 6-4 sejr fratog Trelleborg 1 oprykningen. Fra venstre Thomas Ensbye, Michael Ringner, Lars Ø Hansen og Martin Hermansen.

 

DBTU´s holdturnering 2016/2017

Skensved IF Bordtennisafdeling havde to hold med i DBTU´s holdturnering 2016/2017: ét hold i Veteran 1. division og ét hold i Veteran 60 Elite divisionen.

Inden sidste samling den 1. april i Amagerhallen var begge Skensved-mandskaber placeret som nr. 7 og sidst i deres respektive rækker. Begge hold satte dog en flot slutspurt ind.

Skensveds hold i Veteran 40 1. division, pulje 2, mødte rækkens nr. 3, Vejle BTK, og vandt efter en flot indsats med 6-3. Dernæst blev rækkens nr. 6, Triton Odense, besejret i en meget tæt kamp med 6-4. Disse resultater betød, at Skensved sluttede på en 5. plads og spiller også i næste sæson i 1. division. På Skensveds hold til disse afgørende kampe spillede Brian Ganzhorn, Ronnie Teining og Torben Ryttersgaard. I tidligere samlinger har Dennis Oreskov og Danny Larsen også spillet på holdet.

Skensveds hold i Veteran 60 Elite divisionen mødte rækkens nr. 6 Fåborg og vandt med 6-0; efterfølgende blev det dog til et 3-6 nederlag til rækkens nr. 5 B75 (Hirtshals). Disse resultater betød, at Fåborg og Skensved byttede plads, så Skensved rykkede op på 6. pladsen. På Skensveds hold i Veteran 60 Elite divisionen spillede Roald Ganzhorn, Gunde Jensen og Helge Larsen. Holdet spiller i næste sæson i Veteran 70 Elite divisionen.

Fra den afsluttende Veteransamling den 1. april i Amagerhallen. Veteran 40 1. division, Skensved IF (fra venstre Torben Ryttersgaard, Ronni Teining og Brian Ganzhorn) efter 6-3 sejren over Vejle BTK.

Nye klubmestre i Skensved IF bordtennis

Erling Nielsen klubmester i seniorsingle, Tobias Risvig klubmester i ungdomssingle, Jørn Mogensen/Dennis Oreskov klubmestre i seniordouble.

Søndag den 30. april afholdtes senior klubmesterskaberne i Skensved IF Bordtennis. Vinder af seniorrækkens singleturnering og ny klubmester blev den danske mester i veteran 70 single Erling Nielsen. Erling Nielsen besejrede i finalen Brian Ganzhorn med 3-1 i sæt (11/9, 15/13, 8/11, 11/4). Forinden havde Erling Nielsen i den ene semifinale besejret Jørn Mogensen med 3-0 i sæt (11/9, 15/13, 11/5), mens Brian Ganzhorn i en tæt kamp med sæt og matchbolde til begge spillere besejrede Jacob Kofoed med 3-2 i sæt (11/6, 6/11, 11/7, 9/11, 14/12). I double blev Jørn Mogensen/Dennis Oreskov klubmestre efter finalesejr på 3-2 i sæt over Brian Ganzhorn/Gunde Jensen.

Ungdoms klubmesterskaberne blev spillet mandag den 24. april og her blev Tobias Risvig ny klubmester efter en 3-2 finalesejr over Anton Steinmüller, sætcifrene blev 5/11, 11/5, 11/3, 5/11, 11/5. Nr. 3 blev Mathias Pedersen.

Fra venstre nr. 4 i seniorsingle Jacob Kofoed, nr. 1 og ny klubmester Erling Nielsen, nr. 2 Brian Ganzhorn og nr. 3 Jørn Mogensen. Vinsponsor: Dagli’ Brugsen, Lille Skensved.

De nye klubmestre i seniordouble Jørn Mogensen/Dennis Oreskov og nr. 2 Brian Ganzhorn/Gunde Jensen. Vinsponsor: Dagli’ Brugsen, Lille Skensved.

Nr. 1 og ny klubmester i single i ungdomsrækken Tobias Risvig, nr. 2 Anton Steinmüller og nr. 3 Mathias Pedersen.

 

Den nye sæson

Den nye sæson, sæson 2017/2018 starter mandag den 14. august med træning på Højelse skole.

Seniorer/veteraner fra kl. 18.30 – 22.30.
Ungdom fra kl. 18.30-20.00

Det har ikke været muligt for os at finde en ungdomstræner til den nye sæson, så indtil videre træner ungdommen sammen med senior/veteranspillere; forældre til ungdomsspillere er også meget velkommen til at deltage.

For yderligere information, ret henvendelse til:
Formand Brian Ganzhorn, tlf. 40 44 31 66, e-mail:brianganzhorn@hotmail.com. eller
Næstformand Gunde Jensen, tlf. 21 94 17 72, e-mail: gundeej@hotmail.com.

Bestyrelsen